31. MAJ - 4. AUGUST 2024
LONE BORGEN og STEPHEN PARRY (KERAMIK)
JETTE WISTOFT NOYES (BILLEDKUNST)
Vi er glade for at kunne invitere jer til en særlig fernisering den 31. maj fra kl. 14-16, hvor vi vil præsentere sommerens separatudstilling med en fusion af talentfulde kunstnere fra både Danmark og England.
I samarbejde med keramikerne Lone Borgen fra Århus, Stephen Parry fra Norfolk, England, og billedkunstner Jettes Wistoft Noyes, Vendsyssel, har vi skabt en unik udstilling, der udforsker kontrasterne mellem deres forskellige kunstneriske udtryk.
Til ferniseringen den 31. maj byder vi naturligvis på et glas vin og en lille snack. Udstillingen kan ses i galleriet frem til den 4. august.
På galleriets facebookside vil der i forbindelse med udstillingen blive oprettet albums med billeder af alle værker med priser og mål.
KERAMIK
Stephen Parrys egne produktioner er brændefyrede keramiske værker, hvor han via ild og aske opnår en rå og unik overflade. I kontrast hertil arbejder Lone Borgen med farverige og detaljerede værker, der er kendetegnet ved flere lag af glasurer, grafiske tryk og brugen af guld.
På denne udstilling har de to kunstnere forenet deres individuelle kvaliteter og skabt et nyt udtryk, der hylder den håndværksmæssige tradition i keramik-faget samtidig med, at det fortæller moderne historier gennem grafiske elementer. I den nye grafiske teknik kan tegninger og fotos trykkes med porcelænsfarver, som så kan brændes med ned i glasuren.
Stephen Parry og Lone Borgen lærte hinanden at kende for 50 år siden på Croydon College of Art i England, hvor de afsluttede uddannelsen i 1976. Allerede under uddannelsen, havde de et stærkt arbejdsfællesskab omkring keramikken og 30 år senere blev dette samarbejde altså genoptaget.
BILLEDKUNST
Vi er også begejstrede for at præsentere billedkunstner Jette Wistoft Noyes, hvis malerier er inspireret af den smukke natur omkring Lønstrup. Jette arbejder med maleri, hvor hun bruger stoflighed, farver, komposition, kontraster, rytmer og bevægelse til at skabe lag på lag i billedets udtryk. Jettes værker til denne udstilling handler om den evige omformning af materialet, der foregår, når havet og vinden rammer land. Inspirationen er fra området omkring Rubjerg Knude. Disse temaer rummer uudtømmelige muligheder for at eksperimentere med rum, materialer, formater og farver.
Historien bag Jettes værker starter allerede i hendes barndom og oplevelser, der har sat sig fast i hendes erindring, især fra området omkring Rubjerg Knude. Jette har boet og arbejdet mange forskellige steder både i Danmark og i udlandet og bor nu i Vendsyssel. Hun er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i Århus og National College of Art and Design, NCAD i Dublin.
12. jan. - 17. mar. 2024
Han Nguyen og Charlotte Kluge (keramik)
Pia Brix-Thomsen (billedkunst)
11. okt. - 30. dec. 2024
EFTERÅRSUDSTILLING
Finn Dam Rasmussen (keramik)
Jorunn Westad (billedkunst)
Søndag - tirsdag: kl. 10-16
Onsdag - lørdag: kl. 10-17
Grundlovsdag: lukket
© Copyright. All Rights Reserved.