3. AUG - 27. SEP 2020
BENTE BROSBØL (KERAMIK)
FINN CHRISTENSEN (FOTO)
Keramiker Bente Brosbøl Hansen, regerende 20-foldig verdensmester i drejning, præsenterer i udstillingen sine formfuldendte værker, dekoreret i hånden med knivskarpe geometriske mønstre, som giver associationer til antikken. Finn Christensens mange rejser har givet ham et helt særligt blik på verden, som afspejler sig i hans fotografier.
Vi indbyder til fernisering kl. 14-16 på åbningsdagen, d. 3. august. Vi serverer en forfriskning, og der vil være mulighed for at opleve udstillingen og møde Bente Brosbøl.
Udstillingen kører frem til d. 27. september, og kan opleves i hele galleriets åbningstid – alle ugens dage kl. 11-17.
KERAMIK
Bente Brosbøl Hansen er en enestående dansk kunsthåndværker bosat i Sverige. Hun er uddannet fra Birkerød Pottemageri i 1982, og har siden da levet af sin keramik, bl.a. som fridrejer for Royal Copenhagen. Hun er regerende 20-foldig verdensmester i drejning. I dag driver Brosbøl Hansen sit eget værksted på Söderåsen i Skåne, hvor hun har været bosat i 25 år.
Bente Brosbøl Hansens keramiske værker er i en klasse for sig. Hendes formsprog og specielle mønsterdesign er noget af det, der gør hende til noget helt særligt. Teknikken er meget præcisions- og tålmodighedskrævende. Den gennemførte håndværksmæssige dygtighed i både formsprog og dekoration efterlader beskueren overvældet over den smukke, enkle og alligevel sofistikerede keramiske verden, hun præsenterer os for.
Hendes vaser, krukker, æsker og skåle er holdt i afdæmpede farver med levende dekorationer, som trækker tråde tilbage til antikkens tidløse elegance, men samtidigt er ultramoderne og grafiske.
FOTO
Finn Christensen arbejder både med fotografi og med foredrag fra sine utallige rejser i en lang række lande, bl.a. Afghanistan, Iran, Sydsudan, Vietnam og Mocambique. I Finn Christensens fotografiske univers møder man en verden, hvor det flygtige og uhåndgribelige, men samtidigt enormt sanselige får lov at tage pladsen. "Linjer i tågebanker, retninger og geometriske former i netop anede bakker og et enkelt, kantet og fjernt hus på en bakketop giver struktur og komposition til værkerne. " (Tom Jørgensen)
Til høstudstillingen har Finn udvalgt en række fotos – eller de har valgt sig selv. Billeder fra Lønstrup-området begyndte under udvælgelsesprocessen at tale med billeder fra andre steder, fx Europa og Vietnam. Den røde tråd, der binder dem sammen er, ifølge Finn Christensen, forbindelse - både på et abstrakt og et helt konkret niveau.
For mere end 20 år siden fotograferede Finn Christensen en forblæst ene ved Mårup Kirke - langt inde på land, mens kirken endnu stod. Nu har han fotograferet den igen – denne gang helt ude på kanten. Den forblæste ene danner forbindelse med et fotografi af et oliventræ på det sydlige Sicilien. Oliventræet står på kanten af den gamle græske koloni, Agrigento, som blev grundlagt og beboet af et par hundrede tusinde mennesker for 2.500 år siden. Enen står på kanten af Vesterhavet ved Mårup Kirke, der blev bygget for 800 år siden. Næste år ligger den måske i havet. Det er de store kræfter, der er på spil i fotografierne. Alt ændres og forandres og danner forbindelser. Det flygtige og det monumentale mødes, naturen og kulturen, fixpunkter og fodaftryk på tværs af tid og sted i historien. Uden at være belærende giver Finn Christensen betragteren mulighed for at skabe disse forbindelser, at skabe bevægelse og forandring.
12. jan. - 17. mar. 2024
Han Nguyen og Charlotte Kluge (keramik)
Pia Brix-Thomsen (billedkunst)
11. okt. - 30. dec. 2024
EFTERÅRSUDSTILLING
Finn Dam Rasmussen (keramik)
Jorunn Westad (billedkunst)
Søndag - tirsdag: kl. 10-16
Onsdag - lørdag: kl. 10-17
Grundlovsdag: lukket
© Copyright. All Rights Reserved.