Galleri Visby
Sommerudstilling 2023

SOMMERUDSTILLING 2023

12. MAJ - 6. AUGUST 2023

BENTE BROSBØL HANSEN (KERAMIK)

MOGENS NIELSEN (BILLEDKUNST)

Krukke af Bente Brosbøl - sommerudstilling 2023 i Galleri Visby
Kornmark af Mogens Nielsen - sommerudstilling 2023 i Galleri Visby

Til vores sommerudstilling er vi så heldige, at vi for tredje gang kan byde velkommen til Bente Brosbøl Hansen. Bente udstiller sammen med billedkunstner Mogens Nielsen. Vi glæder os til at præsentere deres fantastiske værker i den gamle hestestald. Bente er en enestående dansk kunsthåndværker, og hendes keramiske værker er i en klasse for sig. Bente har gennem en række år fået titlen som regerende  verdensmester i teknisk drejning. Mogens Nielsen er en fabelagtig maler med en teknisk og håndværksmæssig kunnen, der både imponerer og forfører betragteren.


Vi indbyder til fernisering på åbningsdagen, fredag den 12. maj kl. 14 - 16, hvor I kan hilse på begge kunstnere og nyde et glas vin og en lille snack. 


Udstillingen kan ses frem til den 6. august i hele galleriets åbningstid: søndag - tirsdag fra kl. 10-16 og onsdag - lørdag fra kl. 10-17. Vi kan altid kontaktes på telefon eller mail, hvis du har spørgsmål eller købsønsker. På galleriets facebookside oprettes albums med billeder af alle værker med priser og mål i forbindelse med udstillingen 

Udstillingsplakat sommerudstilling 2023

KERAMIK

BENTE BROSBØL HANSEN / SKÅNE

Galleri Visby - sommerudstilling 2023 - keramiker Bente Brosbøl Hanse

Bente Brosbøl Hansen er uddannet fra Birkerød Pottemageri i 1982 og har sit eget værksted på Söderåsen i Skåne, hvor hun har været bosat i 28 år.


Denne gang medbringer Bente en række nydrejede minivaser og krukker i varierende størrelser og mønstre sammen med flere af hendes store imponerende værker. 


Bentes keramiske værker er i en klasse for sig. Hendes formsprog og specielle mønsterdesign er det, der gør hende til noget helt særligt. Teknikken er meget præcisions- og tålmodighedskrævende. Den gennemførte håndværksmæssige dygtighed i både formsprog og dekoration efterlader betragteren overvældet over den smukke, enkle og alligevel sofistikerede keramiske verden, som hun præsenterer os for.


Hendes vaser, krukker, æsker og skåle er holdt i afdæmpede farver med levende dekorationer, som trækker tråde tilbage til antikkens tidløse elegance, men samtidigt er ultramoderne og grafiske.


I forbindelse med sommerudstillingen har vi i galleriet også fået en række brændefyrede procelænskopper og skåle i forskellige størrelser. Alle er dokoreret med levende penselstrøg.


BILLEDKUNST

MOGENS NIELSEN / HOBRO

Galleri Visby sommerudstilling 2023 - billedkunstner Mogens Nielsen

Mine malerier har altid et figurativt udgangspunkt, uden dog at være fotografiske gengivelser af virkeligheden. Jeg bearbejder et eller flere fotografier i computeren, og foretager de “sammenklip”, rettelser og ændringer, der skal til for at motivet fremstår, som jeg ønsker, i den rette balance og med de rette farver. Her er lys og skyggevirkninger som oftest et vigtigt element, lige meget hvilket motiv, jeg går i gang med. Billedet optegnes herefter på lærredet med relevante tilvalg og fravalg af detaljer. Denne blyantstegning er en vigtig base for det videre arbejde med maleriet.  Maleteknikken afhænger selvsagt af hvilket udtryk, det færdige arbejde skal have, men fælles for de fleste af mine maler er, at farven påføres i et lag, uden væsentlige ændringer og overmalinger.

 

I mine tidlige arbejder var motivkredsen opstillinger fra den lokale losseplads, nedbrudte bygninger, godt slidte opslagstavler mv. Efterhånden har mange andre arbejdsfelter så trængt sig på, herunder maskinbilleder, skovbilleder parkmotiver mv. På det seneste, har jeg prøvet, at vende tilbage til sort/hvide negativer, som jeg fotograferede i 80-erne, og ladet dem være udgangspunkt for nye malerier.

Søger man et fælles træk i mine malerier, er det vel forgængelighed eller naturens generobring af materialerne.

 

“Man kan spørge sig selv, hvor sjælen og ånden bliver af, når teknikken er så altafgørende for Mogens Nielsens maleri. Han formår imidlertid med en meget fin penselteknik og samklang af farver samt en stram dynamisk komposition at få billederne til at leve.”


Pier Maria Andersen, Kunstmagasinet nr. 3 2013