14. MARTS - 11. MAJ 2025
ULLA SONNE (KERAMIK)
MAJA VENDELBO (BILLEDKUNST)
Vi glæder os til at byde velkommen til to gengangere i galleriet: keramiker Ulla Sonne og billedkunstner Maja Vendelbo.
Sidst de to kunstnere gæstede galleriet var de populære blandt vores gæster og derfor er vi meget glade for at kunne byde indenfor til et gensyn med de to kunstnere.
Vi inviterer til fernisering på udstillingen fredag den 14. marts kl. 14-16, og byder som altid på et lille glas. På galleriets facebookside vil der umiddelbart efter ferniseringen blive oprettet et album med udstillingens værker med priser.
Udstillingen kan ses frem til den 11. maj 2025.
KERAMIK
Keramiker Ulla Sonne har arbejdet med formgivning og højbrændt lertøj hele sit voksne liv - altid stræbt efter at skabe gennemarbejdede og teknisk perfekte genstande, brændt i elektrisk ovn. Men samtidig er hun også stærkt optaget af havet og havets biologi, hvorfor hun begyndte at fabulere over de oplevelser, hun fik, når hun opholdt sig i zonen mellem land og vand. Med årene har gopler, rokkeæg og konkylier gradvist trængt sig på i Ulla Sonnes keramiske sprog, og i dag tager hendes formverden næsten udelukkende afsæt i den maritime biologi.
"I mange år har jeg samlet skaller på stranden og i de senere år også snorklet og dykket for at studeret faunaen. Og naturen er jo netop spændende fordi den er naturlig og ikke er perfekt. Skaller og organismer er præget af kampen for overlevelse og har sår og revner eller er dækket af aflejrede sedimenter.
Jeg er derfor kommet til at dele mig i to; på udstillingen i Galleri Visby ser du en side af mig som arbejder med porcelæn der bliver brændt i brændefyrede ovne, hvor soda, aske, røg og flammer har dramatiseret overfladen. Og jeg har hjulpet det på vej ved at skabe buler og ridser, hvor ting kan aflejres og det perfekte gøres uperfekt og levende.
De genstande jeg skaber, er alle opstået ved at fabulere over koraller, skaller og væsener som jeg har mødt på strande eller under havets overflade. Brændefyringen og sodaglaseringen fuldender billedet og tilføjer de tilfældigheder som jeg aldrig selv ville kunne... "
Ulla Sonne skaber sine værker i porcelæn. Det tynde, transparente og samtidigt stærke materiale tager imod de brutale strømme af varme og aske i brændefyrede ovne og lader sig påvirke under presset – på samme måde som skaller og koraller under havoverfladen påvirkes af havstrømmenes aflejringer.
Ulla Sonne er uddannet på Skolen for Brugskunst i København (Keramiklinjen) med en overbygning på et ekstra år, hvor hun arbejder med enkel- og dobbeltstøbt porcelæn i samarbejde med skolens møbelafdeling. Læs mere om Ulla på hendes hjemmeside
BILLEDKUNST
Nature Morte - Det evige teselskab
“Jeg har brug for at stoppe med at scrolle, brug for at stoppe det evindelige bombardement af sanseindtryk, af de tusinder af reels og stories, af sociale medier, af dommedags-forudsigelserne på alle nyhedsmedierne. Jeg har brug for at gå offline og at se væk bare et øjeblik.”
Velkommen til det evige teselskab, hvor kaffen og teen for evigt er rygende varm og kagen aldrig helt er spist op. Måske er blomsterne evigt friske eller måske præserverede i deres skrøbelige tørrede form. Her kan man bekymre sig mindre, tænke mindre og for en stund nyde mere.
Serien af malerier i det evige teselskab indeholder, som navnet også antyder, en stor del stilleben, nature morte, malede over temaet teselskab. Serien indeholder ydermere friske danske landskabsmalerier og et par enkelte kompositioner med mennesker. Flere af malerierne er malet på et langtrukkent format. De traditionelle motiver med en utraditionel komposition, hvor alt ikke altid er placeret rart og pænt indenfor rammerne.
Intet ved serien er storladent eller pompøst, her ses kun den daglige velkendte kop kaffe, baghavens blomster, vinden på en dansk strand. Hverdagens ro.
Udstillingen er en hymne til fred og frihed.
Billedkunstner Maja Vendelbo er uddannet fra det 350 år gamle og respekterede kunstakademi, Repin Academy of Fine Arts, i Skt. Petersborg, hvor man underviser de studerende i traditionelle teknikker og gør en dyd ud af at holde traditionerne og håndværket i hævd.
Den klassiske skoling skinner tydeligt igennem i Majas stil. Med motiver hentet fra sin nære verden formår Maja Vendelbo i sine levende, realistiske og mesterligt udførte oliemalerier at fastholde den flygtige skønhed, som fanger ens opmærksomhed.
17. jan. - 9. mar. 2025
Konstancija Dzimidaviene (keramik)
Peter Vilhelm Nielsen (akvarel)
16. maj - 3. aug. 2025
SOMMERUDSTILLING
Nina Lund (keramik)
Rebecca Uth (grafiske tryk)
Mona Kjærgaard (grafiske tryk)
10. okt. - 30. dec. 2025
EFTERÅRSUDSTILLING
Bente Brosbøl (keramik)
Luise Faurholt (billedkunst)
8. aug. - 5. okt. 2025
HØSTUDSTILLING
Helle Bovbjerg(keramik)
Anneline Schjødt Pedersen (billedkunst)
Marianne Johnstad-Møller (tekstil)
Søndag - tirsdag: kl. 10-16
Onsdag - lørdag: kl. 10-17
Den 5/6, 24/12, 25/12, 26/12, 31/12 og 1/1 er galleriet lukket
© Copyright. All Rights Reserved.