Galleri Visby
Forårsudstilling 2020

FORÅRSUDSTILLING 2020

3. APR - 7. JUN 2020

NINA LUND (KERAMIK)

MAJA VENDELBO (BILLEDKUNST)

Udstillingsplakat Forårsudstilling 2020
Maja Vendelbo maleri, Nina Lund tekande og kopper
Maja Vendelbo malerier, Nina Lund vase
Maja Vendelbo malerier, Nina Lund keramiske borde og vase
Maja Vendelbo malerier med Lønstrupmotiver, Nina Lund keramik
Maja Vendelbo malerier af landskaber fra Lønstrup, vase af Nina Lund
Vase og vægophæng af keramiker Nina Lund, maleri af Maja Vendelbo
Maja Vendelbo maleri, Nina Lund keramisk fad
Maja Vendelbo 'Cafébesøg' maleri, vaser af Nina Lund
Keramik af Nina Lund, malerier af Maja Vendelbo
Maleri med måger af Maja Vendelbo, keramik af Nina Lund

Galleri Visbys forårsudstilling byder på værker fra to kvinder, som ikke alene er dygtige kunstnere, men også utroligt dygtige håndværkere indenfor deres respektive felter. Billedkunstner Maja Vendelbo og keramiker Nina Lund er begge fremragende eksempler på, hvordan et superhøjt fagligt niveau bidrager til at hæve det kunstneriske udtryk. Der er lagt op til en udstilling, hvor der er kælet for alle detaljer - fra tanke til udførelse. Du kan således bl.a. opleve spritnye oliemalerier med harmoniske Lønstrup-motiver, og brugskeramik i dynamiske former og farver.


Udstillingen åbner fredag d. 3. april, og på grund af de særlige omstændigheder, vi alle befinder os vi, inviterer vi denne gang til ’online-fernisering’. På galleriets Facebook og hjemmeside vil du på åbningsdagen kunne se billeder af alle værkerne med priser, og komme med på video-rundvisning i udstillingen. Vi sidder klar ved tasterne til at svare på spørgsmål og tage imod bestillinger. Galleriet har fortsat åbent, og får vi fysiske besøgende i galleriet på dagen, tager vi selvfølgelig vores forholdsregler omkring Covid-19, og sørger for at tage de besøgende ind på skift, hvis vi bliver for mange.

Udstillingen kan opleves frem til d. 7. juni i hele galleriets åbningstid - alle ugens dage kl. 11-17.


Læs mere om de to kunstnere herunder.


BILLEDKUNST

MAJA VENDELBO

Billedkunstner Maja Vendelbo er uddannet fra det 350 år gamle og respekterede kunstakademi, Repin Academy of Fine Arts, i Skt. Petersborg, hvor man underviser de studerende i traditionelle teknikker og gør en dyd ud af at holde traditionerne og håndværket i hævd. Den klassiske skoling skinner tydeligt igennem i Maja Vendelbos stil. Med motiver hentet fra sin nære verden formår Maja Vendelbo i sine levende, realistiske og mesterligt udførte oliemalerier at fastholde den flygtige skønhed, som fanger ens opmærksomhed – et særligt lys, et samspil mellem farver, eller interessante former, der væver sig ind og ud af hinanden.

Maja Vendelbo høster som fast udstiller i Galleri Visby allerede stor anerkendelse hos mange af de faste besøgende, og det bliver bestemt også tilfældet med Forårsudstillingen. Til denne udstilling har Maja nemlig malet billeder specifikt til Galleri Visby - mange af motiverne er hentet fra Lønstrup og den omkringliggende natur, og både lys og stemninger rammer lige plet. Der er tale om spritnye værker fra ende til anden, og vi glæder os utroligt meget til at vise dem frem.


Se mere af Maja Vendelbos arbejde på www.maja-vendelbo.com

KERAMIK

NINA LUND

Keramiker Nina Lund anser det at dreje som sit sprog, og det er tydeligt at se at hun taler dette sprog flydende helt ud i de små finesser. Drejningens udtryk er for Nina Lund kilden til uendelig udfordring og fascination, og udgør, sammen med undersøgelsen af brugsting som objekt, kernen i hendes kreative arbejde. Hver en detalje i Ninas værker er velovervejet - begyndelse, afslutning, overflade og hele den samlede dynamik i det drejede værk. Til forårsudstillingen i Galleri Visby har Nina Lund arbejdet med to serier, Kant og Moduler. Kant er en serie af drejede lågkrukker, tekander og krus, hvor Nina Lund, med udgangspunkt i en cylinderform, skærer facetter i leret og derefter kun former krukken indefra.  Dette giver bevægelse i leret, og bevarer fornemmelsen af lerets plasticitet efter brændingen. Serien Moduler tager udgangspunkt i drejede runde ringe, som formes på forskellig vis og sættes sammen til moduler med forskellige grafiske mønstre. Disse har Nina Lund bl.a. brugt til små keramiske borde og vægophæng. De samme mønstre bliver desuden gentaget som dekoration på vaser, hvilket skaber et smukt samlet udtryk.

Nina Lund har stået i mesterlære i La Borne i Frankrig fra 1992-1997, og har siden 1998 haft eget værksted og butik i en nedlagt insulinfabrik i Hedegård. Nogle vil nok desuden genkende Nina lund fra 1. sæson af TV-programmet, Made In Denmark, hvor hun løb med en velfortjent sejr. 


Se mere af Ninas arbejde på www.keramik.dk