Efterårsudstilling 2026

EFTERÅRSUDSTILLING 2026

10. OKT. - 30. DEC. 2026

OLE MORTEN ROKVAM (KERAMIK)

JETTE WISTOFT NOYES (MALERI)

Udstillingsplakat - efterårsudstilling 2026 med Jette Wistoft Noyes og Ole Morten Rokvam
Ole Morten Rokvam - keramiker
Billedkunstner Jette Wistoft Noyes
OIL CAN 2548.24
IMG_0271_M
OIL CAN 2553.24
OIL CAN 2558.24
OIL CAN 2558.24

Landskab i bevægelse


I efteråret danner den gamle hestestald ramme om et møde mellem to kunstnere fra hver sin side af Skagerrak: den danske billedkunstner Jette Wistoft Noyes og den norske keramiker Ole Morten Rokvam.


To forskellige materialer. To forskellige kunstneriske udtryk. Og alligevel en fælles interesse for det, der hele tiden er i bevægelse – landskabet, materialerne og de spor, som naturens og menneskets kræfter efterlader.



Fernisering lørdag den 10. oktober kl. 14–16

Denne gang holder vi ferniseringen på en lørdag, og vi glæder os til at byde velkommen til både Jette Wistoft Noyes og Ole Morten Rokvam, som begge vil være til stede. De to kunstnere vil fortælle om deres kunstneriske virke og om de værker, de har med på udstillingen. 


Vi serverer naturligvis et glas vin, og glæder os til at se jer til en hyggelig eftermiddag i galleriet. Udstillingen kan opleves fra den 10. oktober til 30. december 2026.


Jette Wistoft Noyes - billedkunst


For Jette Wistoft Noyes er landskabet omkring Lønstrup og Vesterhavet en stadig kilde til inspiration. Havet, vinden, lyset, klitterne og Lønstrup Klint danner afsæt for hendes malerier, men landskabet bliver ikke gengivet som et traditionelt naturmotiv. Hun arbejder lag på lag med farve, stoflighed, komposition og penselstrøg, så billederne på én gang kan være genkendelige og abstrakte.


Hos Jette er naturen i konstant forandring. Havet møder landet, vinden flytter på sandet, og lyset ændrer hele tiden landskabets karakter. Det er denne bevægelse, hun lader sive ind i maleriet. Det genkendelige kan være udgangspunktet, men undervejs bliver det bearbejdet, opløst og bygget op igen.



Ole Morten Rokvam - keramik


Fra Norge kommer Ole Morten Rokvam, som bor og arbejder i Risør. Han har arbejdet med keramik siden 1990'erne og har en ganske særlig baggrund. Han er uddannet i økonomi fra Indiana University i USA, men fortsatte siden sin uddannelse inden for keramik på både Indiana University og Southern Methodist University. Siden har keramikken været omdrejningspunktet for et langt og omfattende kunstnerisk virke.


Rokvam har udstillet bredt i Norge og internationalt og er medlem af både Norske Kunsthåndværkere og International Academy of Ceramics. I 2026 har han blandt andet været repræsenteret på udstillingen Norsk Keramikk 1975-2026 på Senter for Keramisk Kunst i Ringebu og haft særudstillingen Industri Landskappå Telemark Kunstmuseum.


Kanden har gennem mange år været et centralt motiv i Rokvams arbejde. Men hans kander er langt fra traditionelle brugsgenstande. De bevæger sig over i det skulpturelle og henter blandt andet inspiration fra maskiner, industri og arkitektur. Til denne udstilling viser han blandt andet sine Oil Cans, hvor den velkendte kandeform bliver forvandlet til keramiske skulpturer.


En vigtig del af Rokvams arbejde er også selve processen. Han har gennem mange år arbejdet med brændefyring og har bygget og arbejdet med keramiske ovne. I den brændefyrede ovn er ild, aske, temperatur og atmosfære med til at forme værket. Noget kan kunstneren styre, mens andet overlades til ilden. Det betyder, at hvert værk får sit eget præg og en overflade, som ikke fuldstændig kan planlægges på forhånd.


Rokvams interesse for industri og arkitektur skaber en spændende kontrast til Jette Wistoft Noyes' møde med Vesterhavets natur. Hvor Jette henter inspiration i et landskab, som hele tiden formes af hav, vind og lys, arbejder Ole med former og spor fra den verden, mennesket selv har skabt. På hver sin måde handler deres værker derfor om forandring.


Hos Jette bliver landskabet til maleri gennem farve, lys og lag. Hos Ole bliver ler, ild og form til keramiske objekter, der bevæger sig mellem det genkendelige og det skulpturelle.


Det er netop i dette møde mellem det naturlige og det menneskeskabte, mellem maleriet og keramikken, at Landskab i bevægelse opstår.