Galleri Visby
Efterårsudstilling 2025

EFTERÅRSUDSTILLING 2025

10. OKTOBER - 30. DECEMBER 2025

BENTE BROSBØL HANSEN (KERAMIK)

LUISE FAURHOLT (AKVAREL)

Krukke af Bente Brosbøl - efterårsudstilling 2025
Akvarel af Luise Faurholt efterårets særudstilling

Til vores efterårsudstilling glæder vi os over for fjerde gang at kunne byde velkommen til keramiker Bente Brosbøl Hansen. Denne gang udstiller hun sammen med billedkunstner Luise Faurholt. Sammen præsenterer de deres spændende værker i den gamle hestestald, og hvor vi glæder os til at vise udstillingen frem!


Bente er en anerkendt dansk kunsthåndværker, kendt for sine keramiske værker i absolut særklasse. Hun har gennem årene høstet stor anerkendelse, blandt andet med titlen som regerende verdensmester i teknisk drejning. Luise arbejder med akvarel og formår med sin solide teknik og kunstneriske styrke at skabe billeder, der både fascinerer og betager.


Vi inviterer til fernisering fredag den 10. oktober kl. 14–16, hvor der vil være mulighed for at møde begge kunstnere, få en snak og nyde et glas vin.


Udstillingen kan opleves frem til den 30. december inden for galleriets åbningstider: søndag–tirsdag kl. 10–16 og onsdag–lørdag kl. 10–17. Har du spørgsmål eller ønsker om køb, er du altid velkommen til at kontakte os via telefon eller mail. På galleriets Facebookside finder du desuden albums med billeder af samtlige værker samt priser og mål.

Udstillingsplakat - efterårsudstilling 2025 med Bente Brosbøl og Luise Faurholt
Akvarel af Luise Faurholt

KERAMIK

BENTE BROSBØL HANSEN / SKÅNE

Galleri Visby - sommerudstilling 2023 - keramiker Bente Brosbøl Hanse

Bente Brosbøl Hansen (f. 1961) er en enestående dansk kunsthåndværker, der siden barndommen har fulgt sit kald: at dreje. Hun er uddannet fra Birkerød Pottemageri i 1982 og har gennem årene arbejdet både som selvstændig keramiker og som frihåndsdrejer for Royal Copenhagen.


I dag driver hun sit eget værksted på Söderåsen i Skåne, hvor hun har været bosat i snart tre årtier.

Bente kan desuden bryste sig af at være verdensmester, nordisk mester og dansk mester i drejning. 


Hendes keramiske værker er i en klasse for sig. Det stringente formsprog og de grafiske mønsterdekorationer, som hun selv udvikler, vælger og tilpasser til hvert enkelt værk, gør hende til noget ganske særligt. Vaser, krukker, æsker og skåle er holdt i afdæmpede farver med levende mønstre, der trækker tråde tilbage til antikkens tidløse elegance, islamisk og japansk ornamentik, men som samtidig fremstår ultramoderne og grafiske.


Teknikken bag er både præcisions- og tålmodighedskrævende, og kombinationen af håndværksmæssig dygtighed og kunstnerisk udtryk efterlader betragteren overvældet af den smukke, enkle og alligevel sofistikerede keramiske verden, hun præsenterer.


I forbindelse med særudstillingen får vi et udvalg af brændefyrede porcelænskopper og skåle i forskellige størrelser. Alle er dekoreret med levende penselstrøg.


AKVAREL

LUISE FAURHOLT / ÅRHUS

Luise Faurholt - akvarel, efterårsudstilling 2025

Samlinger


De værker, jeg præsenterer på Galleri Visbys efterårsudstilling beskæftiger sig på forskellig vis med samlinger.


De udgør en art personlig museumssamling med nedslag i min egen kunsthistorie, og parafraserer værker, som har haft betydning for mit billedsprog. Og som på museet rummer billederne en eller flere beskuere, der skærer sig ind og overlapper motivet så det fragmenteres ligesom det erindrede indtryk.


Udstillingen viser desuden en række landskaber og interiører fra mit eget fotoalbum, der ‘samtaler’ motiv- og formmæssigt med nogle af de kunsthistoriske forlæg.


Værkerne er udført med akvarel, tusch og pigment på sammensyede ark groft håndlavet papir i varierede formater. Hvert værk udgør i sig selv en samling af sammensyede ark - nogle figurative, andre abstrakte eller med mønsteragtige gentagelser - der tilsammen skaber en fortælling. De er monteret med tråd på plader af krydsfiner laserskåret til papirets præcise form.


Billederne suppleres på udstillingen af en samling af overdimensionerede tredimensionelle natsværmere af bemalet, udklippet og sammensyet papir.



Luise Faurholt (1976) bor og arbejder i Aarhus.