Poul Esting
Galleri Visby - billedkunst - Poul Esting - foto af Poul Winther

Poul Esting

Poul Estings stil er som en god solo; Spontan, uden tilstræbt æstetik, med en bevægelsesfrihed som er fuldstændigt betinget af et teknisk solidt fundament. Og der er masser af musik i Estings malerier. Med klassisk musik eller jazz spillende i atelieret fra morgen til fyraften, maler Esting sig igennem Arvo Pärt og Charlie Parker.

Man kommer uvilkårligt til at tænke på begrebet synæstesi eller samsansning – en betegnelse brugt indenfor psykologien om sammenblanding af forskellige typer sanseindtryk, som fx kommer til udtryk i evnen til at kunne se en lyd. Poul Esting maler lyden, og han gør det med atypisk lethed. Partituret er byttet ud med et lærred, og ligesom i et rigtigt godt stykke musik, kommer han hele vejen rundt i det dynamiske spektrum. Der bemales med adagio og forzando, glissando og staccato, scherzando, agitato og leggiero.

Med udgangspunkt i en collageagtig billedopbygning, kombinerer Esting teknikker og stil i et behersket kaos - en blanding af spontane, ekspressive penselstrøg og velovervejede motiver. Farver der spænder fra sarthed til dynamisk styrke. Kantede grafiske kroppe, Bløde naturalistiske ansigter med blyant, der svæver rundt i abstrakte, impulsive landskaber af oliekridt, akvarel, tusch og akryl.

Der er mange lag, ikke kun teknisk, men også bevidsthedsmæssigt. Poul Estings billedunivers er som en kaotisk drømmeverden af figurer og tegn, der i sekvenser både tager os gennem menneskets udfoldelser og menneskehedens historie i en sitrende strøm. Helleristninger, latinske inskriptioner, fabeldyr og tegneseriefigurer, parafraser over store kunstnere og musikere, finkultur og reklameslogans. Der er en puls i Estings billeder, som rammer lige i solar plexus.

 

 

 

 

Udvalgte værker